Forlaget Afarts biografier

Verden er fuld af store mennesker. Mennesker, der har inspireret andre mennesker og gjort en forskel! Disse store mennesker vil vi gerne fortælle om.

Indtil videre har vi udgivet følgende:

Her er dit liv, Don Rosa


Don Rosa er kendt som en af vor tids største og nyskabende Disney-serieskabere. Han om nogen har defineret onkel Joakim – bedst skildret i hans Eisner Award-vindende serie ”Her er dit liv, Joakim”.

I serien må onkel Joakim gå grueligt meget igennem for at nå sit mål – og det samme har Don Rosa måttet gøre. Det fortæller han åbenhjertigt i bogen, som bygger på 7 års research og personlige interviews af forfatter Jesper Sichlau.

Bogen er fyldt med unikke illustrationer og billeder af Don Rosa – mange aldrig offentliggjort før.

Læs eller download et kapitel af bogen i PDF-format!

Jesper Sichlau: Her er dit liv, Don Rosa
182 s., hardcover
Kr. 320,-
ISBN 978-87-92624-22-2

 

 

 

Her er dit hyldestskrift, Don Rosa

… Jesper Sichlau går kronologisk til værks, og serverer historien om Don Rosa med udgangspunkt i Rosas farfar, der indvandrer til USA fra Italien. Med grundighed berettes således om Rosas barndom, skoletid, universitetsoplevelser og hans gennemgående store interesse for at tegne og ikke mindst for tegneserien. Historien følges flot igennem og favner både Rosas professionelle gennembrud som andetegner for såvel amerikanske Gladstone som senere danske Egmont, de konflikter Rosa ryger ud i med både Carl Barks og med Egmont og hele vejen frem til Rosas pensionering. Jesper Sichlau er gået grundigt til værks … Samtidig er bogen godt garneret med illustrationsmateriale …

Thomas Berger, Strip! nr. 56,  december 2011 (uddrag)

 

 

3 ud af 5

The Rise and Fall of Don Rosa


Det hører efterhånden til sjældenhederne, at der herhjemme udkommer biografier om tegnere, så når en af slagsen rammer boghandlernes hylder, er der grund til at kippe med flaget. Jesper Sichlaus “Her er dit liv, Don Rosa” er en moppedreng på næsten 200 sider (INDBUNDNE, sgu!), der minutiøst gennemgår det meste af Don Rosa liv, og for den sags skyld, også hans umiddelbare forfædres – helt i tegnerens ånd. … Broderparten af “Her er dit liv, Don Rosa” er naturligvis helliget Rosas karriere som Disney-tegner, og det er klart det mest spændende kapitel i mandens liv, og selvsagt mandens claim-to-fame. Vi kommer hele turen rundt: fra hans første “dørsalg” til Gladstone i slut-firserne, over hans storhedstid som superstjerne i Europa, til den selvvalgte pension i for små fem år siden. … Det er et con amore-projekt, der fortjener al mulig ros, og som man faktisk kun kan glæde sig over har fundet udgivelse i så fornem form, som forlaget Afart har givet det.

Peter Becher Damkjær, Nummer 9, januar 2012 (uddrag) Se mere på http://nummer9.dk/anmeldelser/the-rise-and-fall-of-don-rosa/

 

 

Her er dit liv, Don Rosa har fået følgende lektørudtalelse:

Anvendelse/målgruppe/niveau

Til interesserede i tegneserier og Disney.

Beskrivelse

Hvis Carl Barks fødte Joakim von And, må Don Rosa være adoptivfaderen. … I denne bog af Jesper Sichlau, kommer vi tæt på manden der har bygget videre på mange af Disney ikonet Carl Barks’ historier som fx “De firkantede æg fra Peru”, som Rosa skrev videre på i “Tilbage til Uslereavnekrog”. I bogen får vi også fortællingen om Barks’ og Rosas samarbejde, som ikke altid har været ligeså rosenrødt. I det hele taget går bogen meget i dybden med primært Rosas professionelle liv, og knap så meget hans private. … Sichlaus portræt af Don Rosa er særdeles dybtgående, grundigt og kærligt, dog uden at udelade de mere triste sider af Don Rosas liv, som fx kontroversen med Barks.

Sammenligning

Der er ikke udkommet andre bøger om Don Rosa. Der er dog før udkommet filmen “Life and times of Don Rosa” af Sebastian Cordes..

Samlet konklusion

En flot, grundig og gennemarbejdet bog, der er guf for en enhver tegneseriefan med hang til Andeby.

Allan Thomsen Volhøj (uddrag)